CEWE indgår samarbejde med Team Rynkeby

Når Team Rynkeby for 17. gang cykler til Paris for at støtte kampen mod kritiske sygdomme hos børn, bliver det med et sponsorat fra CEWE i ryggen.

CEWE har tegnet et guldsponsorat med verdens største velgørenhedscykelhold, Team Rynkeby. Sponsoratet på 25.000 kr. går ubeskåret til børn med kritiske sygdomme. ”Vi er glade for at kunne støtte Team Rynkebys store, værdifulde arbejde med at samle penge ind til Børnecancerfonden. Hos CEWE har vi særligt fokus på at støtte organisationer, som arbejder med syge børn og forskning i uhelbredelige sygdomme. Derfor er det naturligt for os at støtte Team Rynkeby,” udtaler administrerende direktør i CEWE Scandinavia, Ané Gyldholm.

100 procent til Børnecancerfonden
Team Rynkeby består i år af 1.900 ryttere og 450 hjælpere fordelt på 48 lokale hold fra henholdsvis Danmark, Sverige, Finland, Norge, Færøerne og Island. Grundværdien er, at det handler om at gøre noget godt for sig selv, mens man gør noget godt for andre som en del af et socialt fællesskab. Deltagerne dækker derfor selv de udgifter, der er forbundet med at være med på cykelholdet, mens projektets centrale omkostninger bliver finansieret af sponsorater. På den måde kan Team Rynkeby sende alle indsamlede midler ubeskåret videre til de fem børnekræftorganisationer, som Team Rynkeby samarbejder med i Danmark, Sverige, Finland, Norge og Færøerne.

I Danmark går de indsamlede midler til Børnecancerfonden, som bruger størstedelen af pengene på at finansiere forskning og støtte familier i den svære tid. ”Der er forskel på voksenkræft og børnekræft. Derfor er der behov for en målrettet forskningsindsats i børnekræft, hvis vi skal komme denne frygtelige sygdom til livs,” forklarer Marianne Nielsen, direktør i Børnecancerfonden.

Team Rynkeby donerede i 2017 65,2 mio. kr. til kampen mod børnekræft – heraf gik 32,2 mio. kr. til Børnecancerfonden i Danmark.

Team Rynkeby kører fra Danmark den 30. juni og er fremme i Paris den 7. juli 2018. Dagen inden afgang besøger rytterne fra Team Rynkeby Østjylland CEWEs kontorer i Åbyhøj, Aarhus, hvor de vil blive budt på en lille forfriskning og ønsket en god tur.

Om CEWE
CEWE er ”first mover” inden for udvikling og introduktion af nye digitale teknologier og produkter i fotobranchen. CEWE er repræsenteret med 12 højteknologiske produktionsfaciliteter og ca. 3.600 medarbejdere fordelt på 25 europæiske lande, hvilket gør CEWE til fotobranchens markedsleder i Europa. CEWE leverede i 2017 ca. 2,2 mia. fotos og over 6 mio. CEWE FOTOBØGER samt talrige fotogaver til over 20.000 handelspartnere i Europa. Alle CEWEs fotoprodukter bliver produceret 100 % klimaneutralt.

Salgsselskabet CEWE Danmark med ca. 30 fastansatte har ansvaret for hele Norden og kunne i 2017 fejre sit 50 års jubilæum.

Læs mere om CEWEs sponsorat til Team Rynkeby på cewefotobog.dk